Om denne condition
Thalassæmi
Arvelige blodsygdomme, hvor kroppen danner for lidt hæmoglobin på grund af varianter i alfa-globin-generne (HBA1, HBA2) eller beta-globin-genet (HBB). Sværhedsgraden varierer fra bærere uden symptomer til svær anæmi, der kræver regelmæssige blodtransfusioner.
Thalassæmi er autosomal recessive hæmoglobinopatier, forårsaget af nedsat eller manglende produktion af alfa- eller beta-globinkæder. Det fører til ubalanceret syntese af globinkæder, ineffektiv erytropoiese og kronisk hæmolytisk anæmi. Samlet set er thalassæmier de hyppigste monogene sygdomme i verden: anslået 270 millioner mennesker er bærere af en thalassæmivariant, og cirka 60.000 alvorligt ramte børn fødes hvert år. Bærerfrekvensen for thalassæmi er størst i malariaendemiske områder: Middelhavsområdet, Afrika syd for Sahara, Mellemøsten, Syd- og Sydøstasien samt det sydlige Kina.
Alfa-thalassæmi skyldes deletioner eller mutationer i generne HBA1 og HBA2 på kromosom 16p13.3. Da der findes fire alfa-globin-genkopier (to HBA1 og to HBA2 på hvert kromosom 16), følger sværhedsgraden af alfa-thalassæmi en dosisafhængig gradient: én gen deleteret (alfa-thalassæmi stum bærer), to gener deleteret (alfa-thalassæmi-trait), tre gener deleteret (HbH-sygdom, moderat anæmi), fire gener deleteret (Hb Bart's hydrops fetalis, uniformt dødelig in utero uden indgreb). Beta-thalassæmi skyldes punktmutationer eller små insertioner/deletioner i HBB-genet. Beta-thalassæmia major (Cooleys anæmi, beta⁰/beta⁰) kræver livslang transfusion; beta-thalassæmia intermedia har varierende sværhedsgrad; beta-thalassæmi-trait er asymptomatisk.
Den genetiske opbygning af thalassæmi er blandt de mest komplekse for enhver mendelsk sygdom. Over 300 beta-globinvarianter og snesevis af alfa-globin-deletionstyper er blevet beskrevet. Sammensat heterozygoti (arvelse af forskellige thalassæmivarianter fra hver forælder) skaber fænotyper, der ikke kan forudsiges ud fra hverken den ene eller den anden variant alene. Samtidig arvelse af alfa- og beta-thalassæmi ændrer sygdommens sværhedsgrad: samtidig alfa-thalassæmi reducerer ubalancen i globinkæder ved beta-thalassæmi og lindrer paradoksalt nok tilstanden. Genterapi (betibeglogen autotemcel, godkendt 2022) og genredigering (exagamglogen autotemcel/exa-cel, godkendt 2023) giver potentiale for kur hos transfusionsafhængige patienter, og derfor er en endelig genotypebestemmelse direkte afgørende for behandlingsmulighederne.
Alfa- og beta-thalassæmi involverer forskellige gener og arvemønstre. Sammensatte heterozygote kombinationer skaber særskilte kliniske fænotyper, som ikke kan forudsiges ud fra test af enkeltvarianter alene.
