Om denne condition
Aortaaneurisme
En lokal, sygelig udvidelse af aorta forårsaget af svækkelse af dens væg, med risiko for ruptur. Omkring 20-30% af tilfældene skyldes en arvelig disposition.
Arvelig thorakal aortasygdom omfatter en gruppe tilstande, der disponerer for thorakalt aortaaneurisme og aortadissektion (TAAD), en livstruende akut tilstand, hvor aortavæggen revner og forårsager massiv blødning. Cirka 20 % af thorakale aortaaneurismer har en familiær baggrund. FBN1-varianter forårsager Marfans syndrom (forekomst cirka 1 ud af 5.000), som påvirker aorta, øjne og skelet. TGFBR1-varianter forårsager Loeys-Dietz syndrom, som er kendetegnet ved aggressiv aortasygdom med tidlig debut, kraniofaciale træk og skrøbelighed af væv. MYH11-varianter forårsager familiær non-syndromal TAAD, ofte med persisterende ductus arteriosus. Alle tre nedarves autosomalt dominant. Aortadissektion kan forekomme uden varsel ved aortadiametre, der betragtes som sikre i den generelle befolkning, især ved Loeys-Dietz syndrom, hvor aggressiv aortadilatation og dissektion kan opstå ved relativt små aortadiametre.
FBN1 koder for fibrillin-1, en vigtig strukturel komponent i de ekstracellulære matrixmikrofibriller; patogene varianter svækker bindevævet og dysregulerer signalering af transformerende vækstfaktor beta (TGF-β), hvilket forårsager progressiv dilatation af aortaroden. Over 3.000 FBN1-varianter er blevet kortlagt. TGFBR1 koder for en type I-receptor for TGF-β; loss-of-function-varianter øger paradoksalt nok TGF-β-signaleringen i aortaveggen og driver mere aggressiv aneurismedannelse. MYH11 koder for glatte muskelceller-myosin tung kæde; varianter svækker sammentrækningen af de glatte muskelceller i karrene og kompromitterer aortaveggens integritet. Elleve gener har i alt bekræftet høj penetrans for TAAD-risiko, men tre (FBN1, TGFBR1 og MYH11) står for flertallet af arvelige tilfælde.
Hvis en arvelig aortasygdom bekræftes, ændres behandlingen til aktiv forebyggelse. Ved FBN1-relateret sygdom overvåges aortaroddens diameter med regelmæssig billeddiagnostik (ekkokardiografi eller CT/MR); betablokkere eller angiotensin II-receptorantagonister bremser aortadilatation og forsinker dissektion. Profylaktisk udskiftning af aortaroden tilbydes, når aortaroden når en diameterspecifik grænseværdi: typisk 5,0-5,5 cm ved FBN1, men væsentligt mindre (~5,0 cm) ved TGFBR1, fordi risikoen for dissektion er højere ved mindre diametre. Genspecifikke grænseværdier er afgørende: brug af et forkert kriterium forsinker nødvendig operation og øger risikoen for pludselig død. Identifikation af en patogen variant gør det muligt at teste slægtninge kaskadeagtigt, hvilket informerer om billeddiagnostisk kontrol og kirurgisk planlægning. Det anbefales at begrænse fysisk aktivitet (undgå krævende sport).
FBN1-, TGFBR1- og MYH11-varianter har forskellige fænotyper og operationsgrænser: FBN1 er typisk mildere, TGFBR1 er mere aggressiv med lavere dissektionsgrænse, og MYH11 giver non-syndromal TAAD.
